Henrik Ibsens skrifter

Uden anden adkomst, end vort gensidige bekendtskab som medborgere af ​den literære republik, tager jeg mig dog den frihed at tilskrive Dem et par linjer.

Støttende mig til forskellige grunde – ikke mindst til den for dagen lagte detalj-kendskab til Norges historie – tror jeg nemlig at jeg i Dem har at takke forfatteren til den velvillige og for mig så ​smigrende omtale af «Kongs-emnerne», der har været optagen i «Fædrelandet», en omtale, der måtte være mig dobbelt glædelig, fordi den fremkom i et blad, hvor jeg ikke tidligere har været vant til en så venskabelig behandling.

Idet jeg altså beder Dem modtage min skyldige og forbindtligste tak, benytter jeg anledningen til at berigtige et punkt, som for mig er af vigtighed.

Det er nemlig en vildfarelse, når De tror at jeg har været uvillig til at underkaste stykket en forkortelse. Tvert imod. Under mit ophold ​i København i sommer erklærede jeg for theatrets chef at stykket hverken kunde eller burde opføres i sin helhed. Med hans billigelse foretog jeg derefter en sammendragning, hvorved navnlig bispens dødsscene blev ganske betydeligt forkortet, og gav forøvrigt mit udtrykkelige minde til under prøverne yderligere at lade stryge, hvad man fandt fornødent.

Har man nu ved theatret alligevel ikke benyttet ​det af mig indleverede forkortede exemplar, så har man behandlet mig meget ilde, og jeg kan da forklare mig, hvad ellers vilde være mig uforklarligt – ​den lange tid, opførelsen kræver. At så er tilfældet, må jeg næsten antage, når jeg ser at ​bladet «Hejmdal» i sin anmeldelse anker over et virkelig smagløst udtryk i stykkets første oplag. Dette udtryk findes nemlig slet ikke i ​den ny udgave, og det var et exemplar af denne, jeg indgav forkortet, medens man allerede før min ankomst havde ladet rollerne udskrive efter det gamle Christiania-oplag.

Hvad skal jeg nu gøre? Som fremmed finder jeg det naturligvis upassende at optræde offentligt mod det kgl. theaters direktion, men dersom det virkelig forholder sig så at man ikke har benyttet mine forkortninger og min bemyndigelse til at forøge disse efter behag, så vilde det unægtelig være mig meget kært om det rette forhold kunde blive oplyst, og direktionen derved bevæges til ved fremtidige forestillinger at give mit arbejde i en både for theatret og for mig fordelagtigere skikkelse.

Kan og vil De tage Dem lidt af denne sag, så vilde jeg, om muligt, føle mig Dem endnu mere forbunden.